ER JEG SÅ VOKSEN NU?

Kan I huske, da I var yngre og gik i folkeskolen, og fantaserede lidt om det at blive voksen? Friheden, ansvaret og det bare frit at kunne bestemme ALT i hele verden. Jeg kan huske, hvor meget jeg glædede mig til det! 
Da jeg ramte de 18 begyndte jeg at tænke, at jeg nu for alvor var ved at blive voksen, og ventede ihærdigt på, at den der følelse af “Nu er jeg bare rigtig voksen” ville komme. Jeg er 29år, er gift, har et fuldtidsjob, har 2 børn, en blog, samt frivilligt arbejde, og jeg er stadig ikke ramt af den følelse.

Og det kom jeg til at studse en del over i dag. Egentlig ret komisk, at det jeg havde forestillet mig som 12 årig, og ja der var man jo nærmest gammel, når man var 25 (!!!!), at den forventning der hang sammen med en voksen ikke rigtig er det som jeg havde forestillet mig, nu hvor jeg så rent faktisk er voksen. På mange måder, er jeg stadig 23 år i mit hovede. 

Men spørgsmålet der giver genklang er egentlig mest; Hvad gør man bliver voksen? Hvornår er man egentlig voksen? Og kommer den følelse af voksenhed nogensinde over en? 

Jeg tror det egentlig ikke. Men det er måske også, fordi at opfattelsen af det at være voksen har været misforstået lidt i mit hovede. For selvom jeg selvfølgelig alene grundet mine nogle flere år på bagen, og dermed erfaring rigere, har fundet mere ro og sikkerhed i den jeg er, så er jeg stadig i en bevægelse af at lærer mig selv bedre og bedre at kende. Og den proces stopper nok egentlig aldrig. 

Det var nok én af det ting, jeg havde forventet ville ske – at på en eller anden magisk måde, så når jeg blev voksen var de problemer, som man kan have med sig selv og så meget andet være pist forsvundet, og det med sorg ville være en lille del af ens liv. Men tværtimod så er bekymringerne kun forstærket – særligt efter Mikas og Asger kom til verden, og i det hele taget var verden faktisk bare lidt mere overskueligt, da jeg var barn haha. 

Faktisk var det at blive voksen ikke kun lig med en dans på roser, men fyldt med kampe og en verden der kun blev større og større og ja mere uoverkommelig. 

Men hvor er det også bare så meget federe end det jeg havde troet det ville være. Hvis det havde været op til MINE forudsigelser var jeg ikke endt med Christian, og så ville mit liv så absolut ikke være lige så fedt, og jeg ville dermed ikke have turdet kaste mig ud i så mange ting og ja så uendelig meget mere. Faktisk er det nok bare ret godt, at alt blev helt omvendt af, hvad mit 12årige jeg rendte rundt og tænkte det til at være. 

2 Comments

  • Reply VenterPaaVinBlog 08/11/2018 at 11:28

    Jeg venter i en alder af 28 også på mit voksenbrev. Håber næsten ikke på det kommer. Så hellere et fra Hogwarts!

    – A

    • Reply Eline Tychsen 08/11/2018 at 20:02

      Haha så vil jeg med 😀

    Leave a Reply