HAR VI GLEMT MEDMENNESKELIGHEDEN?

Vi elsker at rejse – altså vi danskere. H.C Andersen beskrev det noget så smukt “At rejse er at leve”. At opleve verden, opdage nye kulturer, at udvide ens horisont og lade andre have en påvirkning. 

Mit sidste år på gymnasiet havde jeg ikke tal på alle dem jeg vidste tog skridtet og drog ud på en rejse rundt i verden – Asien, Nord og- sydamerika, Europa. Landene var mange og drømmende store. De ville opleve verden, blive påvirket af den. Og det kan jeg virkelig godt forstå. Jeg havde selv haft den oplevelse i en tidlig alder. Jeg var kun 16år da jeg med min skole Euroclass tog rundt i Europa og ikke mindst Brasilien, hvor jeg fik den største oplevelse. Noget der til stadighed har spor i mig den dag i dag. Og hvorfor? Fordi jeg rejste med nogle fantastiske mennesker, og ikke mindst MØDTE nogle fantastiske MENNESKER. 

Jeg er så taknemlig og stadig berørt af den glæde og åbenhed de mødte mig med den gang. Det har på alle møder formet mig, og været med til gøre mig til den jeg er. Det har vist mig vigtigheden i at være åben for nye ting, selvom det er noget jeg instinktivt ikke er god til, men nu VED hvor vigtig er. Den har vist mig, hvor fantastisk mødet med anden kultur kan være, og hvordan den kan åbne ens øjne for nye smage og en anden synsvinkel på livet. 

I dag stod jeg med en elev. Hun var ked af det, frustreret og uforstående. Hendes rejse startede på et helt andet grundlag end mit. Hendes land var desværre ikke længere trygt. Og hendes rejse skulle ikke være en hjem-ud-hjem oplevelse. Tværtimod! Det blev en flugt, som med al sikkerhed aldrig skulle bringe hende hjem igen. I dag bragte hun tåre til mine øjne – der var kommet et udspil til en ny lov. En lov der i hendes øre klingede af ikke at høre til. Hun går i skole, hun er utrolig dygtig, elsker matematik, har gode venner, elsker julehistorier, hendes forældre arbejder – alt i alt er hun og hendes familie lige som alle andre danske familier. Og så alligevel ikke. Hun er ikke født i Danmark. Og det bliver hun mindet om gang på gang på gang på gang på gang. 

Og alt jeg kunne få fremstammet var, at vi er nogen der ville gøre alt for, at det ikke skulle blive hendes virkelighed. At hun hører til her, og det var der ingen der kunne ændre på. 

Mit hjerte er knust. Hvordan kan vi være noget dertil i lille Danmark? Hvordan kan vi have fået den indstilling? Hvordan kan vi ikke turde at se hinanden i øjnene – tale sammen. Lærer af hinanden. Holde af hinanden. Trods vores forskelligheder. Har vores verdenshistorie virkelig ikke lært os, hvad det vil sige at hade nogen?!  

Hvordan kan vi elske at rejse så meget, men samtidig have så meget imod dem der rejser den anden vej. Jeg ved godt, at de rejser hertil for at blive de fleste. MEN ville vi ikke gøre det samme? For dem vi elsker, for vores børn? HVIS alternativet og virkeligheden var ligesom deres? JO! Og hvordan ville det ikke opleves, hvis alt vi fik af vide, at vi ikke var gode nok, ikke var velkomne. Jeg kan bare ikke forstå, hvor den selvindsigt, medmenneskelighed er endt henne? Vi må og skal seriølle til at tage os sammen. 

Skriv et svar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.